Psykologien bag klikkertræning
Hunde er opportunister!
De gør enten noget for at opnå et behag, altså noget de har lyst til, eller også arbejder den for at undgå et ubehag.
Så de gør altså kun det, der kan betale sig.
Vi kender det jo egentlig godt fra os selv. For selvom vi måske ikke er opportunistiske på samme måde, som hunde er det, så ser vi alligevel helst, at der er et formål med det, vi foretager os. Om end, ubevidste. Og ellers finder vi et formål, så vores adfærd og gøremål betaler sig.
Udgangspunkt i positiv forstærkning
Klikkertræning bygger på helt grundlæggende principper for, hvad der ligger bag alle dyrs reaktionsmønstre, og her tages udgangspunkt i “positiv forstærkning”. Positiv forstærkning betyder, at vi belønner ønsket adfærd og ignorerer uønsket adfærd.
Når vi belønner hunden mange gange for den adfærd, vi ønsker fra den, finder den ud af, at det bedre kan betale sig at lave en adfærd, som vi ønsker. Her får den nemlig belønninger i form af godbidder, legetid og kærlighed. Herved bevarer vi også hundens opportunistiske natur, men guider den blot til at begå sig på den mest hensigtsmæssige måde i menneskeverdenen.
Når den ønskede adfærd opnås, vil uønsket adfærd stille og roligt forsvinde.
For at fortælle hunden nøjagtigt hvornår den gør, som man ønsker, benyttes en betinget forstærker. En betinget forstærker er et markørsignal, der fortæller hunden, at det den gjorde lige nøjagtig i dette øjeblik var rigtigt, og at nu kommer der en belønning.
Et markørsignal kan f.eks. være en klikker, som giver en kort og præcis lyd. I princippet kan det lige så vel være et ord, et fløjt, eller noget helt tredje, der signalerer til hunden, at den gjorde det rigtige. Det vigtigste er bare, at signalet er ens hver gang, og her er klikkeren et nemt redskab.
Signalet, altså klikket, bliver i denne sammenhæng altså en belønning for hunden.
Klikkertræning er altså derfor “positiv træning” og virkelig effektivt, når man lærer at beherske det.
Metoden kan i øvrigt bruges på alle levende væsener, der har en rygrad. Læringslovene virker nemlig på alle individer.
Skulle det ske, at vi ikke kan ignorere hundens uønskede adfærd, så må vi slukke ildebrande – altså, stoppe det, hunden har gang i. Vi bør dog som udgangspunkt så vidt muligt undgå at slukke ildebrande, men i stedet fokusere på at belønne hunden for det, den gør rigtigt frem for at korrigere eventuelle fejl.
Vi starter med godbidder
Din hund ved ikke pr. instinkt, at klikket er en belønning, og derfor bruges klikkeren ikke aktivt i træningen, før hunden har forstået, hvad klikket betyder.
Derfor ledsages klikket i starten af en såkaldt forstærker, som for eksempel kan være en godbid.
Når din hund har forstået, at klikket er en belønning, kan godbidderne udfases og til sidst helt undlades.